Jubilæumssang

I anledningen af 100 års jubilæet har Lisbeth Leicht Thomsen forfattet en jubilæumssang til Høreforeningen.

 

Mel.: Flickorna i Småland

 

Engang i fordums tider var der ingen hjælp at få.
Hvis ikke man ku’ høre, kom man aldrig højt på strå.
Men filantropen Petersen, den flinke kandidat,
fik startet en forening for at støtte helt privat.
Der var tegn, og der var fagter, der var hørerør og tragt,
der var mangel på kontakter, der var ofte ringeagt.
Men for hundred’ år tilbage blev der udsendt en appel,
og man skabte vor forening som de Tunghøres Vel.

 

I nitten to og tres var der lidt mere hjælp at få,
og fællesskabet fandt man altid bedst i LBH.
Nu var det blevet muligt at få høreapparat,
men selv med ny teknik forblev effekten moderat.
Der var ledning, der var snore, der var kasser, der var knas,
der var propper, som var store, der var fortsat meget mas.
Der var brug for mange fagter for at høre og forstå,
det var altid svært at skelne mellem slå eller stå.

 

I dag er hjælpen bedre, der er masser af teknik,
men alting koster penge, det gi’r meget polemik,
og ventelisten vokser, det’ den rene inflation,
så høresagen samled’ sig og indgik en fusion.
Der skal tekster på i tv, der skal teleslynger op,
der skal skrives, der skal tolkes, der skal støtte til et job,
der skal fokus på de svage, der er kamp mod larm og støj,
og de unge skal beskyttes, når musik bli’r for høj.

 

For døvhed eller tinnitus, CI og menière
så gælder det, at høretab er alle til besvær.
Vel er der hjælp at hente i den rette akustik,
og mundaflæsning er og bli’r et godt og billigt trick.
Men når handicappet driller, må man gerne skælde ud,
råbe højt og bare rase, la’ de andre stå for skud.
Med lidt humor kan man ta’ det, med et grin bli’r meget glemt,
og i sidste ende kan det godt bli’ bedre end slemt!

 

Hør sangen (sang og klaver)

 

Download teksten

 

Download sangen (mp3-fil) 
(klik med højre museknap på linket ovenfor - vælg "Gem destination som.." - vælg fx "Skrivebord" - og filen bliver gemt som mp3-fil)

 

 

Høreforeningen, Kløverprisvej 10 B, 2650 Hvidovre, Tlf.: 36 75 42 00, E-mail: mail@hoereforeningen.dk